søndag den 9. december 2007

Super-duper-julesmåkager

Her kommer så opskriften på de super julesmåkager.

100 g smør/margarine
1-3 dl brun farin
3 dl sirup
1 spsk. stødt ingefær
2 spsk. stødt kanel
2 tsk. stødt nellike
1 tsk. reven muskatnød
3 tsk. stødt kardemomme
3 dl fløde
1 kg. mel
1 spsk. natron

Glasur:
150 g sigtet flormelis
1 æggehvide
½ tsk. eddike
frugtfarve

Bland fedtstof, farin og sirup i en gryde med krydderier og rør det hele sammen over svag varme - det må IKKE koge. Det hele smeltes sammen, hvorefter fløden tilsættes og massen afkøles efter grundig omrøring.
Hældes i et stort dejfad og blandes med mel tilsat natron til en ret fast dej, som æltes godt. Form dejen til en kugle og lad den hvile koldt til næste dag.
For at udrulle dejen skal den have stuetemperatur, figurerne udstikkes og bages ved ca. 225 gr. i ca. 7-8 min.
Lad kagerne køle af og læg dem i kagedåser, vendt helst til næste dag med at pynte dem med glasur og div. krymmel og chokoladeknapper.

Jeg har noteret mig at der bruges ca. 500 g flormelis til en portion dej og tilsvarende mere æggehvider og eddike. Jeg dækker hele småkagen med glasur.

Som I kan se er det et tredages projekt og denne portion er ret stor, jeg er kommet frem til at nøjes med 3/4 af opskriften, det passer til vores forbrug af småkager i december.

Opskriften her har jeg fået af min mor. Det er en opskrift hun har lavet så længe jeg kan huske - jeg har været med til at udstikke kager og sætte små fedtede barnefingre ned i glasuren for at placere chokoladeknapperne i den helt rigtige rækkefølge, så længe jeg kan huske.

Det bliver ikke jul hos mig uden de her småkager!

God fornøjelse!

fredag den 7. december 2007

Ungernes mor har travlt!

Det er jul lige om lidt og der er meget at nå, men lidt styr på det er der.
Jeg mangler kun 2 ud af 25 julegaver og der er næsten styr på de hjemmebagte småkager.
Jeg tror jeg vil gå Mai-Britt i bedene og lægge opskriften på bloggen, for den er god, og et kæmpe arbejde! Opskriften kommer senere.
Jeg har købt en supersej julegave til min far. Han har her på sine ældre dage taget en hobby op fra sin ungdom og er begyndt at køre på motorcykel. Han har faktisk købt en motorcykel fra militærets overskudslager og elsker at rode med den og skille den ad og (forsøge) at samle den igen. Så jeg tænkte, at en reparationhåndbog måtte være sagen, og på en debat her på nettet faldt jeg over, at en boghandel i Randers solgte kopier af militærets betjeningsvejledninger.
Sådan en skyndte jeg mig at bestille - kr. 214,- for en kopi af en kopi af en kopi... er ret pebret, men bonusinfo'en i denne vejledning fra HMAK er hvordan motorcyklen skal ødelægges hvis man bliver taget til fange! Min far vil altså (snart, snart er det d. 24.) vide hvor han ødelægger motorcyklen mest mullgt hvis han skyder på den. Han er medlem af en skytteforening og har en skyder derhjemme, så det kan lade sig gøre! Men nu ved han også (snart, snart er det d. 24.) hvor han skal placere en sprængladning for at ødelægge motorcyklen mest muligt!
Se, så er de kr. 214,- pludselig ikke for meget!